Projektleder til arbejdsmiljøindsats i Faxe Kommune

Faxe Kommune logoProjektleder · Faxe ·
Faxe Kommune / arbejdsmiljø / projektledelse / sygefravær / Fuldtid / Fuldtid / Vikar

Vil du være med til at styrke nærvær, fleksibilitet og trivsel i Faxe Kommune? Har du erfaring med at skabe fremdrift i projekter - og trives du med at arbejde tæt på praksis og skabe forandringer sammen med ledere og kolleger? Så er du måske vores nye projektleder i Stab for HR & Sekretariat.

Om jobbet
Vi søger en projektleder til vores centrale stab, hvor vi arbejder tæt på både direktion og den øvrige organisation. Du bliver en del af en faglig stærk enhed, der understøtter ledelse, samarbejde og organisatorisk udvikling gennem strategiske og praksisnære indsatser.

Stillingen er knyttet til et større arbejdsmiljøprojekt finansieret af Arbejdstilsynets arbejdsmiljøpulje, hvor fra vi har modtaget 5,6 mio. kr. Projektet skal styrke nærvær, øge trivslen og nedbringe sygefraværet på tværs af alle fagcentre og stabe. Der er tale om en projektansættelse fra den 1. juni 2026 til udgangen af 2027. Hvis projektet forlænges, kan der være mulighed for en tilsvarende forlængelse af ansættelsen.

Projektet ”Styrket nærvær i arbejdsmiljøindsatsen gennem lokal forankring og indflydelse” retter sig mod to centrale indsatsområder: sygefravær samt fleksibilitet og arbejdstidstilrettelæggelse.

Formålet med projektet er klart: Faxe Kommune vil være en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel, lavere sygefravær og gode muligheder for indflydelse i hverdagen. Det bygger på inddragelse, prøvehandlinger og løbende evaluering. Direktionen fungerer som styregruppe og chefforum og MED-organisationen er tæt involveret.

Dine opgaver
Som projektleder får du ansvar for både projektledelse og procesunderstøttelse. Du kommer derfor til at arbejde både strategisk og operationelt – fra styring af projektets leverancer til facilitering af processer ude i organisationen.

Projektledelse (primært fokus):

  • Planlægge og styre projektets faser, leverancer og milepæle
  • Sikre fremdrift og opfølgning på tværs af aktiviteter og delindsatser
  • Koordinere samarbejdet mellem fagcentre, stabe og eksterne aktører
  • Udarbejde beslutningsoplæg, status og opfølgninger til styregruppen
  • Have ansvar for projektets økonomi, tidsplan og risici
  • Sikre systematisk dokumentation, evaluering og vidensopsamling

Proces- og implementeringsopgaver:

  • Planlægge og facilitere prøvehandlinger og udviklingsforløb på arbejdspladser
  • Understøtte ledere og medarbejdere i at udvikle og implementere løsninger
  • Afholde workshops, temadage og læringsforløb
  • Indsamle og analysere erfaringer fra praksis
  • Formidle viden og anbefalinger på tværs af organisationen
  • Sikre sammenhæng til øvrige indsatser i kommunen

Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående samfunds- eller sundhedsvidenskabelig uddannelse, fx inden for psykologi, sociologi, antropologi, HR eller lignende – men vigtigst af alt, at du har solid erfaring med projektledelse.

Vi lægger særligt vægt på, at du:

  • Har erfaring med projektledelse i komplekse organisationer
  • Kan skabe struktur, fremdrift og overblik i mange parallelle processer
  • Kan omsætte strategiske mål til konkrete planer
  • Har gode analytiske og metodiske evner

Derudover er det en fordel, hvis du:

  • Har kendskab til fleksibilitet og arbejdstidstilrettelæggelse
  • Har erfaring med arbejdsmiljø, trivsel eller organisering af arbejde
  • Har erfaring fra en politisk styret organisation – gerne kommune
  • Har erfaring med at skrive sagsfremstillinger

Som person er du:

  • Struktureret og i stand til at bevare overblik i kompleksitet
  • Relationsstærk og tillidsskabende
  • Handlekraftig og god til at få ting til at ske
  • Fleksibel og i stand til at navigere i forskellige interesser
  • En tydelig og sikker formidler – både mundtligt og skriftligt
  • I stand til arbejde selvstændigt og tage ansvar

Om os
I Stab for HR & Sekretariat er vi 33 engagerede medarbejdere fordelt på fem enheder. Vi har stort fokus på trivsel, samarbejde og et godt arbejdsmiljø, som også afspejler sig i vores APV.

Du bliver en del af en fagligt stærk og kollegial enhed, hvor vi arbejder tæt sammen om opgaverne. Vi arbejder bl.a. med ledelses- og organisationsudvikling, arbejdsmiljø, MED, kommunikation, beredskab, ledersparring samt oplæg til beslutninger og drøftelser i chefforum, direktionen, Hovedudvalget og byrådet.

I staben har vi let til grin, en sød tand og højt til loftet. Det sociale fællesskab prioriterer vi højt, både i og uden for arbejdstiden. Vi mødes blandt andet til påskefrokost og deltager gerne i initiativer, der styrker sundhed og sammenhold.

Derudover har vi en aktiv personaleforening med julefrokosten som den store samlende begivenhed.

Vi holder til på rådhuset i Haslev (direkte tog fra København til Haslev på 40 minutter).

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en projektstilling på 37 timer med en ansættelse fra den 1. juni 2026 til udgangen af 2027 med mulighed for forlængelse. Løn- og ansættelsesvilkår forhandler vi i henhold til gældende overenskomst.

Vi har gode muligheder for kompetenceudvikling, hjemmearbejde og fleksibel tilrettelæggelse af vores arbejdstid.
Du skal have kørekort (B) – vi har tjenestebiler til rådighed.

Ansøgningsfrist
Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at læse din ansøgning.
Send din ansøgning til os senest den 14. april 2026.

Vi holder første samtalerunde den 20. april 2026 og anden samtalerunde den 27. april. Du skal forvente at arbejde med en case i forbindelse med anden samtalerunde.

Vi glæder os til at høre fra dig – og vi håber, at kunne byde en ny kollega velkommen den 1. juni 2026.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschef Julie Randrup på telefon 40219875 (ferie i uge 14).

Jobbet er placeret i Faxe kommune, Region Sjælland. Se flere projektleder jobs i Faxe eller Region Sjælland.

Oprettet 27 marts og udløber 14 april. Kilde: Jobnet

Kontakt: Julie Randrup smithsandrarandrcarolyn04vargasmartin@park-riossilvafaxekommune.dk +4540219875

Lignende jobs