Vil du være assisterende leder i Sektion Hostrup, Svendborg?

Daglig Leder, Institution For Ældre / Chef / ældrepleje / ledelse / kompetenceudvikling

Vil du være med til at skabe de bedste rammer for det faglige og professionelle arbejde på ældreområdet og understøtte trivsel og udvikling for medarbejdere på ældreområdet?

Om jobbet

Ældreområdet i Svendborg Kommune har besluttet, at ledelsen i alle sektioner fremadrettet skal bestå af et lederteam med en sektionsleder og en assisterende leder. Ældreområdet i Svendborg Kommune tilbyder derfor en spændende nyoprettet stilling som assisterende leder i Sektion Hostrup.

Sammen er i ansvarlige for, at der i sektionen arbejdes ud fra Svendborg Kommunes værdier:

  • Helhed i opgaveløsningen
  • Borgerne i centrum
  • Læring og udvikling
  • Trivsel

Den assisterende leder understøtter sektionslederen i driften af sektionen og varetager delegerede lederopgaver.

Det vil sige, at du er medansvarlig for at implementere ny lovgivning, strategier og andre tiltag i sektionen.

Derudover vil du have en række ansvarsområder som for eksempel:

  • Ansvarlig for vagtplanlægning og ferieplanlægning
  • Besøgsplanlægning, herunder understøtte de faste teams i deres planlægning af dagens opgaver
  • Sygefraværssamtaler ved kortere sygefravær
  • Administrative opgaver fx ifm. onboarding af nyansatte medarbejdere, elever og studerende
  • Planlægning af elevforløb i samarbejde med oplæringsvejleder
  • Understøtte den daglige drift, brug af nøglepersoner, audit, dokumentation og UTH
  • Tovholder på diverse projekter

Om dig

Du er god til det relationelle, får hurtigt følgeskab og brænder for det professionelle samarbejde og personcentreret omsorg.

Du ser muligheder, tager naturligt lederrollen på dig, udviser ansvar og ejerskab.

Du er rollemodel og teamspiller, og ikke i tvivl om, at en arbejdsplads med attraktive faglige arbejdsfællesskaber, giver de bedste faglige og professionelle forløb for borgerne.

Du har en relevant faglig eller administrativ uddannelse og stor forståelse for, hvordan vi arbejder med at have de rette kompetencer til opgaverne i sektionen.

Du besidder, eller ønsker at udvikle, lederkompetencer, som for eksempel organisationsforståelse, selvindsigt, facilitering, refleksion og konflikthåndtering.

Du arbejder struktureret, og sætter en ære i at aflevere et fagligt og professionelt resultat.

Du har flair for IT, forståelse for ressourcestyring, budgetopfølgning og overenskomstområder.

Du har forståelse for at arbejde i en politisk styret organisation.

Om os

Ældreområdet i Svendborg er kendetegnet ved at have faste rammer med en høj grad af tillid og muligheder for udvikling i den enkelte sektion.

Vi tilbyder en spændende stilling som assisterende leder, hvor du selv er med til at forme udvikling og stillingsindhold, og med gode muligheder for kompetenceudvikling, både fagligt og personligt.

  • Vi har arbejdet i faste teams i flere år og er derfor langt i forhold til selv at tilrettelægge vores besøgslister. Det betyder, at vi har indflydelse på vores eget arbejde og dermed på en hverdag, der er så forudsigelig som muligt både for dig og for borgerne.
  • I sektionen arbejder vi med det professionelle og faglige fokus, i forhold til opgaveløsningen hos borgerne. Der er et tæt tværfagligt samarbejde med bl.a. sygeplejen, terapeuter, natholdet, hjælpemiddel & hverdagsteknologi samt visitatorer.
  • Arbejdsglæde og den gode kultur er vigtig for os. Vi ønsker en fælles kultur for hele teamet, selvom vi arbejder forskudt i både dag- og aftenvagt.
  • Sektion Hostrup er en velfungerende udekørende hjemmeplejesektion med ca. 52 kompetente social- og sundhedshjælpere, assistenter, ufaglærte og elever. Sektionen har vagtlokaler på Stenstrup Plejecenter og det er her, vi mødes og medarbejderne kører ud fra.

Ældreområdet har et fast onboardingkoncept, hvor du bliver introduceret til din nye stilling og til Svendborg Kommune. Vi har fokus på god ledelse og mener, at det er afgørende for at skabe gode borgerforløb og tiltrække og tilknytte dygtige medarbejdere.

Du kan læse Svendborg Kommunes ledelsespolitik her

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Løn og ansættelse

Tiltrædelse 01.02.2026

    1. samtale forventes afholdt den 26.11.2025
    1. samtale forventes afholdt den 02.12.2025
  • Til 2. samtale vil der være en case.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst, hvor grundlønnen er svarende til ca. kr. 40.000 om måneden ekskl. pension, med mulighed for at forhandle kvalifikationsløn.

I ansøgningen vil vi gerne læse konkrete eksempler på:

  • Hvordan du tænker, at du som assisterende leder kan understøtte personcentreret omsorg samt et stærkt fagligt og socialt fællesskab?
  • Hvordan du skaber relationer til andre mennesker, når I skal arbejde sammen?
  • Hvad der vil være vigtigt for dig, som assisterende leder i samarbejdet med sektionslederen?

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist 16.11.2025

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Lignende jobs

Se flere Daglig Leder, Institution For Ældre jobs i Svendborg eller hele Region Syddanmark