Senior projektleder til bygge‑ og anlægsprojekter i Brøndby Kommune
Kommunale Ejendomme i Brøndby Kommune er i rivende udvikling, og søger nu en senior projektleder.
Har du lyst til at arbejde som senior projektleder med mange spændende bygge- og anlægsprojekter, som for eksempel; udvidelse af vores skole- og dagtilbudsområde, byudvikling i Brøndby Strand og Brøndby Vester og meget mere? Trives du med en alsidig hverdag, mellem drift og udvikling, og kan du bidrage til et stærkt fællesskab. Det gælder fagligt såvel som socialt, der er højt til loftet, og hvor vi løfter opgaverne sammen - så er du måske vores nye kollega.
Brøndby Kommune
Brøndby Kommune er i en proces, hvor vi er godt i gang med flere store byudviklingsprojekter. Befolkningen i Brøndby vokser, samtidig med vi har et stort fokus på den grønne dagsorden. Vil du være med på holdet, så læs videre her.
Om stillingen
Som senior projektleder i Brøndby Kommune indtager du rollen som bygherre, og har ansvaret for at lede og koordinere kommunens bygge- og anlægsprojekter. Projekterne vil ofte være af større og mere kompleks karakter. Vi skal blandt andet opføre en ny daginstitution og skole i forbindelse med byudviklingen af Fremtidens Brøndby Strand. Samtidig ser vi ind i flere større renoveringer af kommunes bygninger, som følge af en komplet tilstandsvurdering på hele bygningsporteføljen.
Vi benytter eksterne rådgivere på alle større og komplekse projekter, og projekterer kun i mindre omfang selv ved mindre opgaver. En stor del af vores hverdag handler derfor om at kunne samle trådene og bevare overblikket. Du vil skulle arbejde tæt sammen med organisationens forskellige afdelinger, samt eksterne rådgivere og entreprenører. Det er for at sikre vellykket gennemførelse af bygge- og anlægsprojekterne.
Som senior projektleder vil du have ansvaret for at facilitere og servicere styregrupper, brugergrupper, projektgrupper samt myndighedsgrupper. Du vil skulle udarbejde materiale til politiske udvalg herunder dagsordener, beslutningsoplæg og statusnotater.
Derudover er vi i fuld gang med at implementere og udvikle brugen af Dalux Build som projektværktøj. Du vil komme til at bidrage til det arbejde, både i den daglige drift og udviklingen.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være følgende:
- Projektledelse: Ansvar for planlægning, styring og gennemførelse af bygge- og anlægsprojekter, herunder nybyggeri, vedligeholdelses- og genopretningsprojekter. Du vil skulle lede projekterne gennem alle byggeriets faser, fra idé til aflevering og ibrugtagning.
- Koordinering: Sikre effektiv kommunikation og samarbejde, med interne afdelinger og eksterne partnere.
- Budget- og tidsstyring: Udarbejde og vedligeholde detaljerede projektbudgetter og tidsplaner, samt sikre overholdelse af disse.
- Kvalitetssikring: Sikre, at projekterne overholder relevante lovgivninger og standarder.
- Risikostyring: Identificere og håndtere potentielle risici og udfordringer i projekterne.
- Rapportering: Regelmæssig rapportering til styregrupper, byggechefen og andre relevante interessenter, om projektstatus og fremdrift.
- Klima, miljø og bæredygtighed: Sikre, at projekterne gennemføres med størst muligt hensyn til klima, miljø og i overensstemmelse med bæredygtige principper.
Hvem søger vi
Vi forestiller os, at du har relevant uddannelse som bygningskonstruktør, ingeniør, arkitekt eller tilsvarende med minimum 5-10 års relevant erhvervserfaring. Du vil være en af de erfarne projektledere, de nyere kan spare med og lære fra. Vi ser gerne du har en håndværksmæssig baggrund og et gennemgående kendskab til bygge- og anlægssektoren, herunder relevante lovgivninger og standarder.
Vi forestiller os, at du har:
- Stærke kommunikative evner og formår at arbejde på tværs af organisationer.
- Struktureret og analytisk tilgang, kan eksekvere og holde mange bolde i luften.
- Empati, tålmodighed, gennemslagskraft og trives med at tage et selvstændigt ansvar.
- Overblik og sætter en ære i at overholde tidsfrister og aftaler.
- Erfaring med projektstyringsværktøjer og MS Office-pakken, gerne erfaring med Dalux.
- Humor og et positivt livssyn.
- Det vil være en fordel hvis du har indsigt i en kommunal organisation, eller anden politisk ledet virksomhed.
Om os
Kommunale Ejendomme er en afdeling under Teknik- og Miljøforvaltningen. Vi har ansvaret for udvikling og driften af kommunens ejendomme, i alt ca. 250.000 m², der udgør de fysiske rammer for borgernes og forvaltningens aktiviteter. Vi er bygherre på renoveringer og nybyggeri, og er ca. 160 medarbejdere i Kommunale Ejendomme fordelt på Rådhuset, Teknisk Service og Rengøring.
Løn og ansættelse
Stillingen er på fuld tid, og aflønning sker efter gældende overenskomst med udgangspunkt i dine kvalifikationer.
Dit arbejdssted bliver Brøndby Rådhus, og selv om du på rådhuset kun har 12 km til Nørreport, offentlig transport og parkering lige ved døren, flextid, en god kantine og kommunekaffe ad libitum, har du også mulighed for at arbejde hjemmefra.
Vi forventer, at du kan tiltræde snarest muligt, og senest d. 1. juni 2026.
Vil du vide mere
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Byggechef Jesper Juelshøj-Madsen på mail JEMAD@brondby.dk eller telefon 2118 4968.
Ansøgningsfristen
Ansøgningsfristen er mandag d. 6. april 2026, kl. 10.00. Vi forventer at holde 1. samtale torsdag og fredag d. 9 og 10. april 2026 og 2. samtale torsdag d. 16. april 2026.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!
Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation.
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.
Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid.
Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.
Jobbet er placeret i Brøndby kommune, Region Hovedstaden. Se flere projektleder jobs i Brøndby eller Region Hovedstaden.
Oprettet 13 februar og udløber 6 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Jesper Juelshøj-Madsen +4543282617
Lignende jobs
PROJEKTLEDERE TIL BYGGE- OG ANLÆGSPROJEKTER i Brøndby Kommune
Vil du som projektleder være med til at forme fremtidens Hvidovre i Hvidovre?
Projektchef til Strandparken I/S
Projektleder til kystbeskyttelse for Strandparken I/S
Adm. direktør til Fremtidens Brøndby Strand