Socialpædagog med stærke relationskompetencer til Ungehjemmet Udsigten

Københavns Kommune logoPædagog · København ·
Københavns Kommune / Uddannelse / relationskompetencer / mentaliseringsbaseret / systemisk / Fuldtid / Fuldtid

Har du erfaring fra døgnområdet, og vil du gøre en reel forskel i udsatte unges liv – og samtidig være en del af et stærkt fagligt fællesskab? Ungehjemmet Udsigten søger en engageret socialpædagog, der med nærvær, faglighed og mod har lyst til at gå med de unge i deres udvikling, også når vejen er svær.

Om os
Udsigten er et ungehjem forankret i Center for Børn og Unge i Socialforvaltningen, Københavns Kommune. Tilbuddet rummer 11 døgnpladser, der opfylder behovet for kortids- og langtidsanbringelser. Foruden indsatser i Udsigten og i de tilknyttede lejligheder, gennemfører Udsigten hvert år et antal afrusningsture for og med unge med rusmiddelproblematikker i et tæt samarbejde med U-turn.

Målgruppen
Udsigten er et tilbud til udsatte unge mellem 13 og til det 23. år, der har behov for socialpædagogisk støtte og en stabil base. De unge er typisk præget af psykiske og/eller psykiatriske udfordringer, misbrug og kriminalitet. Derudover er det karakteristisk, at de unge ofte har oplevet omsorgssvigt og måske udviklingstraumer i løbet af deres opvækst. De har svækkede eller meget mangelfulde regulerings- og mentaliseringsmuligheder samt vanskeligheder med at indgå i og vedligeholde bæredygtige relationer til familie og netværk – samt bevare tilknytningen til uddannelse og beskæftigelse. Samlet set befinder de unge sig derfor ofte i en særdeles vanskelig og kompliceret livssituation.

Det faglige grundlag
Arbejdet på Udsigten baserer sig på systemiske, mentaliseringsbaserede og narrative tilgange – ligesom vi også går langt for at sikre den helt basale omsorg. Vi arbejder helhedsorienteret med den unge – og derfor ser vi den unge som nært knyttet til og uløseligt forbundet med sin familie, sit netværk, skole og øvrige instanser, som også forsøges inddraget i forløbet. Vi gør en dyd ud af at tilbyde de unge et tværfagligt miljø at være i og går langt både for og med de unge og deres familier. Vi forsøger ofte at tilpasse rammer og strukturer til den unges behov og at møde de unge med ligeværd, respekt og forståelse for det de har med sig, og det de kan fortælle om deres eget liv.

Om stillingen
Vi søger en pædagog til blandede vagter, herunder døgn-, dag- og aftenvagter, hvor kørekort er en klar fordel.

Vi leder efter en kollega med erfaring med målgruppen samt døgnområdet og med følgende kvaliteter

  • Empati, rummelighed, forståelse, samt en stor lyst til at indgå i samarbejdet med og omkring de unge – også når det bliver rigtig svært
  • Evne til at håndtere kompleksitet, uforudsigelighed samtidig med, at du har særdeles godt styr på egne grænser
  • Reflekterende over egen og andres praksis ved overlap, temadage og supervision – og i stand til at arbejde ud fra vores faglige grundlag
  • God til at beskrive det du ser og kan begå dig i fagsystemer
  • Værdsætter tværfaglighed og har gode samarbejdsevner både i forhold til kollegaer, ledelse og samarbejdspartnere
  • Fleksibel i forhold til planlægningen af arbejdstiden, afhængig af opgavens karakter og kan indgå både i Udsigten samt i centret, da opgaver også kan gå på tværs

Vi tilbyder

  • En spændende arbejdsplads med store udfordringer – både på det faglige og personlige plan
  • En god medarbejdergruppe, der professionelt arbejder for hinanden og de unge – og hvor den respektfulde og humoristiske tilgang er i højsædet
  • En arbejdsplads, der tænker mangfoldighed som en styrke, og hvor de forskellige fagligheder spiller sammen til gavn for den unge, og som er med til at udvikle vores arbejdsplads og hinanden

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for pædagogisk personale.

Stillingen er en fastansættelse med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Tiltrædelse ønskes pr. 15. marts 2026 eller hurtigst muligt derefter. Ved ansættelse indhentes både børne- og straffeattest samt referencer.

Vil du vide mere?
Kontakt gerne tilbudsleder Anja Gronemann på 26 14 51 82 ved spørgsmål til stillingen. Du kan også læse mere om hos her: Udsigten | Udsatte unge

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med udførligt CV og relevante bilag.

Søg via linket senest søndag den 22. februar 2026
Vi holder ansættelsessamtaler løbende, og glæder os til at høre fra dig.

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap.

Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra d. 1. januar 2025 består SOF af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed.

Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.

Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere pædagog jobs i København eller Region Hovedstaden.

Oprettet 5 februar og udløber 22 februar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Anja Gronemann +4526145182

Lignende jobs