Udviklingsorienteret sektionsleder til Ét Kontaktpunkt
Vil du stå i spidsen for opbygning af en sektion, der skal sikre smidig adgang til data gennem en ny national indgang til sundhedsdata? Og brænder du for ledelse? Så er du måske vores nye sektionsleder i Sundhedsdatastyrelsen.
En organisation på vej mod noget nyt
Sundhedsdatastyrelsen bliver fra 2027 en del af Digital Sundhed Danmark sammen med sundhed.dk, MedCom og en række fælles nationale it-opgaver fra regionerne. Digital Sundhed Danmark bliver en landsdækkende organisation, der skal styrke den digitale udvikling og sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det betyder nye kollegaer, samarbejder og muligheder i et stærkt fagligt fællesskab.
Allerede i 2026 har vi samlet kræfterne i Det forberedende Digital Sundhed Danmark med fælles ledelse og stabsfunktioner.
Om sektion Ét Kontaktpunkt
Den nyoprettede sektion Ét Kontaktpunkt (EKP) bliver en del af Forskning og Datainfrastruktur i Sundhedsdatastyrelsen. Sektionen EKP etableres som et centralt knudepunkt i et stort økosystem, der skal gøre det lettere og mere sikkert for brugere at få adgang til sundhedsdata til forskning, analyse og innovation. Enheden arbejder for at samle og forenkle ansøgningsprocesser, styrke samarbejdet med dataansvarlige myndigheder på tværs af landet og sikre ensartede regler for behandling af ansøgninger om adgang til data. EKPs hovedopgave bliver at udvikle og drifte fælles løsninger, arbejdsgange og governance, der skal give let og sikker adgang til sundhedsdata.
Samtidig spiller EKP en central rolle i implementeringen af europæiske initiativer for sundhedsdata, herunder European Health Data Space (EHDS) og ventes i det regi at varetage opgaver som den kommende danske Health Data Access Body.
Din hverdag hos os
Som ny sektionsleder i EKP får du blandt andet ansvaret for at:
- opbygge den nye sektion EKP i Sundhedsdatastyrelsen
- udvikle og drifte rammerne for enstrenget og koordineret adgang til sundhedsdata
- opbygge og vedligeholde en god serviceorganisation og sikre et tæt samarbejde med dataansvarlige myndigheder, forskningsinstitutioner og analysemiljøer på tværs af landet
- udvikle fælles processer for sagsbehandling, autorisation, afgørelser og tilgængeliggørelse af data
- etablere rådgivningsfunktioner og vejledningsmateriale til brugere af EKP-portalen
- kommunikation og interessenthåndtering både internt og eksternt
- udvikle og implementere EKP’s arbejdsgange og forretningsprocesser
- samarbejde med europæiske kolleger på sundhedsdataområde, særligt i regi af EHDS
- understøtte drift og videreudvikling af centrale tekniske komponenter i en større hubinfrastruktur, fx portal og metadatakatalog
- opbygge og vedligeholde samarbejdsfora, aftalegrundlag og compliance i økosystemet
Din uddannelse, erfaring og kompetencer
Du har en relevant lang videregående uddannelse, fx inden for et samfundsfagligt fag. Du er bruger- og serviceorienteret, har erfaring med offentlig forvaltning, system- og dataforvaltning, og du har en god forståelse for de juridiske rammer for datadeling, herunder fx GDPR. Derudover har du erfaring med ledelse og med at drive organisatoriske udviklings- og implementeringsopgaver - gerne i forbindelse med udvikling af digitale løsninger eller datainfrastrukturer og/eller fra en forskerstøtteenhed.
Da EKP er en ny sektion under opbygning, er det vigtigt, at du som sektionens nye leder har en stærk udviklingsprofil og stor lyst til at forme din sektions kommende driftsopgaver, være med til at sætte holdet og etablere EKP som en robust organisatorisk platform, der med digital understøttelse kan møde både nationale behov og internationale forpligtelser.
Det er vigtigt for os, at du som leder kan sætte tydelig retning og samtidig skabe tillid, gode relationer og engagement i din egen sektion, i styrelsen og ud imod EKPs mange interessenter. Din ledelsesstil bygger på dialog, ordentlighed og samarbejde, hvorigennem du formår at balancere klare forventninger og beslutningskraft. Du skal være god til at bevare fokus og overblik, når opgaverne er komplekse, og der skal findes løsninger på tværs af mange interessenter. Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at du formår at omsætte strategiske mål til konkrete løsninger og kan sikre fremdrift på tværs af organisationer og fagligheder.
Du bliver del af den nationale vision for bedre brug af sundhedsdata
EKP etableres som led i udmøntningen af en større vision for bedre brug af sundhedsdata, som drives af et større udviklingsprogram forankret i Forskning og Datainfrastruktur i Sundhedsdatastyrelsen. Du kan læse mere om visionen og udviklingsprogrammet her: https://sundhedsdatastyrelsen.dk/data-og-registre/bedre-brug-af-sundhedsdata
Vi tilbyder
Som sektionsleder for EKP får du et meget tæt samarbejde med kollegaer i udviklingsprogrammet og med øvrige dele styrelsen. Du og din sektion får dermed stor betydning for fremtidens adgang til sundhedsdata i Danmark og i EU. Du bliver en del af et ambitiøst fagligt miljø i Sundhedsdatastyrelsen, hvor vi arbejder for at styrke anvendelsen af sundhedsdata til gavn for patienter, forskning og et mere sammenhængende sundhedsvæsen.
Stillingen giver spændende muligheder for at sætte retning for både opgaver, arbejdsgange og samarbejder i en ny funktion, samtidig med at du bidrager til at udvikle en styrelse og et område i udvikling. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger og samarbejdspartnere på tværs af sundhedssektoren. Både nationalt og internationalt.
Styrelsens arbejdssprog er dansk, men i nogle sammenhænge arbejder vi også på engelsk, og flere kolleger kommunikerer dagligt på begge sprog.
Om ansættelsen
Du bliver ansat som sektionsleder efter gældende relevant overenskomst Finansministeriet og relevante faglige organisation.
Vi har røgfri arbejdstid.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til afdelingschef Lene Cividanes på telefon 2182 9219
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Ansøgningsfristen er den 14. april 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt 20. og 22. april samt 27. april
Jobbet er placeret i København kommune, Region Hovedstaden. Se flere leder af offentlig forvaltning jobs i København eller Region Hovedstaden.
Oprettet 18 marts og udløber 14 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Sundhedsdatastyrelsen Sundhedsdatastyrelsen mlnapdukegordontimothymichael64@hopkins-morgangarrison-turnersundhedsdatafischer.dk +4524340976
Lignende jobs
Udviklingsorienteret sektionsleder til Ét Kontaktpunkt
Datastærk akademiker til økonomi- og styringsopgaver i Sundhedsdatastyrelsen