GDPR-jurist til Socialforvaltningen - Databeskyttelse & AI
Har du lyst til at være en del af en stor organisation, hvor GDPR, socialt arbejde og informationssikkerhed går hånd i hånd?
Vil du arbejde med at styrke databeskyttelsen i en stor organisation?
Center for Digitalisering, Data og Analyse tilbyder nu en unik mulighed for at arbejde med databeskyttelse indenfor socialområdet.
Det er helt centralt, at vi passer på udsatte borgeres data, og hos os får du god mulighed for at anvende din juridiske ekspertise i praksis. Du vil komme til at arbejde i spændingsfeltet mellem persondataret, forvaltningsloven på socialområdet og informationssikkerhed, men du vil også komme til at beskæftige dig med den nye forordning for kunstig intelligens (AI ACT) og NIS2-direktivet.
Hos os bliver du en del af et team, hvor vi værdsætter samarbejde, kollegial sparring, anerkendelse og tillid til hinanden. Vi søger en kollega, der er optaget af GDPR og teknologi, som kan navigere i komplekse juridiske problemstillinger, har fokus på leverancer og kan bidrage til et positivt og støttende arbejdsmiljø.
Arbejdsopgaver og ansvarsområder
I stillingen som GDPR-jurist vil du sammen med faggruppen for GDPR have ansvaret for at håndtere en bred vifte af opgaver relateret til databeskyttelse.
Dine opgaver vil bl.a. bestå af gennemlæsning og/eller udarbejdelse af databehandleraftaler, udarbejdelse af risikovurderinger og konsekvensanalyser. Derudover vil du indgå i håndteringen af driftsopgaver, fx indsigtsanmodninger, håndtering af databrud og rådgivning om databeskyttelseslovgivningen indenfor socialområdet.
Vi arbejder derudover aktuelt med en række projekter indenfor AI, hvor vi bl.a. undersøger om kunstig intelligens kan bidrage til at løse opgaver indenfor administrative områder. Du vil derfor også skulle kunne rådgive og sætte dig ind i AI-forordningen.
I det daglige vil du komme til at arbejde sammen med mange kolleger rundt omkring i Socialforvaltningen, i vores eget center og med GDPR-kolleger i hele kommunen.
Krav og forventninger til den nye kandidat
Vi søger en jurist, der med en kombination af faglig dygtighed og personlig drive kan navigere i GDPRs komplekse verden.
Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt med organisationens GDPR-processer og kan kommunikere disse til andre kolleger. Vi er vant til at arbejde tæt sammen, og det er derfor vigtigt, at du trives med tværfagligt samarbejde og har fokus på leverancer og opgaver. Vi forventer desuden, at du
- er uddannet jurist med solid forståelse for GDPR og databeskyttelse
- kan sætte dig ind i det socialfaglige område og forvaltningsret og kan koble det til teknologier og digitalisering
- kan forstå forretningsbehov, er pragmatisk og løsningsorienteret indenfor de juridiske muligheder
- er udviklingsorienteret med et ønske om at bidrage til et dynamisk og godt arbejdsmiljø
- evt. er nyuddannet eller har et par års erfaring indenfor GDPR – erfaring fra det kommunale område er en fordel, men ikke et krav
- kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver og leverancer
Vi tilbyder
- faglig udvikling: Du bliver en del af et udviklingsorienteret team med mulighed for at arbejde med strategisk vigtige opgaver tæt på driften og centrets ledelse
- fagligt fællesskab og sparring: Du bliver en del af et tæt kollegafællesskab med fokus på kvalitet, samarbejde og læring
- godt kollegaskab: Vi har en uformel og hyggelig omgangstone og prioriterer det sociale – fra frokost og kaffe til kage og grin
Ansættelsesvilkår
Denne fuldtidsstilling er på 37 timer om ugen med forventet startdato den 1. januar 2026. Vi tilbyder fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejdsdage for at sikre en god balance mellem arbejde og privatliv. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og aftalegrundlag. Vi lægger vægt på løbende faglig udvikling og tilbyder derfor adgang til relevante kurser og efteruddannelser.
Kontaktinformation
Har du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du yderligere information, er du velkommen til at kontakte centerchef Katja Prause på 24 52 66 74 eller enhedschef Rikke Christensen på 40 44 92 01.
Vi ser frem til at høre fra dig og modtage din ansøgning.
Søg via linket senest søndag den 26. oktober 2025
Vi holder samtaler i løbet af uge 45 og 46.