Matematik- og Engelsklærer ved Christianshavns Skole
Vores fase 2 elever (6.-9.kl) mangler dig, som kan skabe en motiverende og undersøgende matematikundervisning og gerne har en kreativ sprogtilgang i engelsk
Helt konkret har vi brug for en matematiklærer til en af vores søde 6. klasser. Her skal du være klasselærer sammen med dansklæreren.
Derudover skal du ville undervise i kristendom i alle tre 6. klasser og være co-teacher i din klasse.
Du bliver en del af et skønt team på 6. årgang, hvor du ugentligt har klassemøder og fagteammøde i matematik, og hver anden uge har du årgangsmøder. Med andre ord – du står ikke alene.
Det er meningen, at du skal følge 6. klasse videre op til 9. klasse.
To af vores 8. klasser vil gerne undervises af dig i engelsk, så det er også en opgave til dig.
Måske har du andre talenter og evner, som gør, at du har lyst til at undervise i musik, har DSA-viden på skolen eller viden om specialpædagogik, som du gerne sætter i spil til gavn for både kolleger og elever.
På Christianshavns Skole er vi i gang med at arbejde både med København Kommunes nye Mangfoldighedsdagsorden og det nye Kvalitetsprogram, som for nyligt blev vedtaget i Folketinget.
Derfor er det centralt, at du vil være med til at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn og er klar på at bruge specialpædagogiske didaktikker og greb dagligt i din undervisning.
Co-Teaching arbejder vi med på alle årgange, og du skal være klar på at anvende Co-Teaching i praksis både med lærere, pædagoger og eventuel støttelærer.
Det er også vigtigt, at du kan bringe din faglighed og didaktik i spil på nye måder og er villig til at give eleverne medbestemmelse i undervisningen.
Omdrejningspunktet for vores arbejde er børnenes faglige og sociale trivsel. Vi fokuserer på, at alle tiltag og initiativer reelt skaber værdi for børnene. Vi arbejder ud fra et positivt og anerkendende menneskesyn, som giver deltagelses- og handlemuligheder for alle børn og voksne.
En central brik på skolen er vores ressourcecenter. Her arbejder lærere og pædagoger tæt sammen – også med PPR-psykologer – om indsatser i klasser i tæt samarbejde med klasseteams.
Vi er certificeret Unicef Rettighedsskole. Vores skoleråd er engageret i arbejdet med vores rettighedsuger, og det arbejde der ligger i at være rettighedsskole. Vi øver os på, at elevernes stemmer kommer til at fylde mere på skolen.
Vi organiserer vores arbejde i årgangsteams, hvor lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger samarbejder om at skabe helhed og sammenhæng i børnenes dag og progression i skoleforløbet.
Christianshavns Skole er helhedsrenoveret og udbygget med rummelige basislokaler og opdaterede faglokaler.
Stillings- og personprofil
- Uddannet lærer i matematik og engelsk eller tilsvarende kompetencer
- Kan lide at være sammen med børn og unge, og er bevidst om, at relationer og faglig udvikling går hånd i hånd
- Er didaktisk velfunderet og kan skabe varierende undervisning
- Vil skabe deltagelsesmuligheder for alle børn
- Kan eller vil anvende Co-Teaching-teknikker i din undervisning
- Er en teamplayer, hvor det at arbejde i et PLF er en selvfølge
- Har dit indre kompas på plads og en god portion humor
Vi tilbyder
- et job med gode udviklingsmuligheder både fagligt og personligt
- en dynamisk arbejdsplads med god stemning, godt samarbejde og fælles ansvar
- et samarbejdende lærerkollegium med plads til sparring og udvikling
- en udviklingsorienteret og kompetent personalegruppe
- børn og forældre, som bakker op om skolen
- en skolebestyrelse, der bakker op og engagerer sig i skolens udvikling
- en skole med stor opbakning i lokalmiljøet
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. Ansættelse er fra den 1. november 2025 eller snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Bilag
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade CV, dokumentation for relevant uddannelse og angivelse af referencer fra tidligere og eventuelt nuværende beskæftigelse.
Mere information
Vi beder interesserede ansøgere om at kontakte souschef/afdelingsleder fase 2 Gitte Tonn på 6116 4703 for yderligere oplysninger om stillingen.
Søg via linket senest fredag den 5. september 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 37 men indkalder løbende til samtaler.