Økonomikonsulent i Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune
Har du lyst til at arbejde med budgetopfølgninger, budgetter og økonomistyring? Er du struktureret, selvstændig, fleksibel og vild med økonomiopgaver – både de daglige og mere strategiske? Kan du lide at have mange bolde i luften i en spændende og aktiv hverdag med fart over feltet?
Så er det måske lige netop dig, vi søger til et job i Økonomi og Planlægning som økonomisk konsulent på skoleområdet.
I Børn- og Ungeforvaltningen har vi høje ambitioner for byens børn og unge. Vi er optaget af de resultater og den forskel, som vi sammen skaber for byens børn og unge. I et økonomisk perspektiv betyder det, at vi skal være fremsynede og sikre, at vi anvender vores ressourcer på bedst mulige vis, så vi får de bedste resultater og effekter og dermed mest velfærd for pengene. Til denne stilling har vi særligt brug for en dygtig konsulent, der kan hjælpe med økonomistyring, udvikling og sparring på skoleområdet. Skoleområdet har et samlet budget på 1,7 mia. kr.
Om os
Økonomi og Planlægning består af et dynamisk og ambitiøst team på 8 medarbejdere. Vi er en del af stabsenheden Økonomi & Styring, der herudover består af Data og Analyse samt Digitalisering. Vi betjener både den politiske og øverste administrative ledelse i forvaltningen, samt fagafdelingerne. Økonomi og Planlægning er ansvarlig for den overordnede planlægning, styring og koordinering af forvaltningens samlede økonomi og arbejder hele tiden på at understøtte og udvikle økonomistyringen på børn- og ungeområdet.
Om jobbet
Som konsulent kommer du til at arbejde tæt sammen med dine øvrige kollegaer i Økonomi og Planlægning, de øvrige teams i stabsenheden Økonomi og Styring og i særdeleshed skoleafdelingen samt de decentrale samarbejdspartnere - folkeskolerne, specialskolerne, Musikskolen og UngOdense.
I stillingen som konsulent vil du få en hverdag med stor kontaktflade og variation i arbejdsopgaverne og mulighed for at prøve kræfter med en bred vifte af opgaver indenfor analyser, planlægning, økonomistyring, samt understøttelse af den administrative og politiske ledelse.
Dit overordnede ansvarsområde, vil være at sikre god økonomistyring på skoleområdet, der består af 32 folkeskoler, 2 specialskoler, ungdomsskole og musikskole. Dette sker i tæt samarbejde med sekretariatet for skoleområdet, skolelederne og skolesekretærener på skolerne.
Dine opgaver og ansvarsområder spænder bredt og indeholder f.eks.:
- Skoleårets planlægning, herunder bidrag til kapacitetsplanlægning og -opfølgning
- Budgetopfølgning, herunder opfølgning i forhold til folkeskoler, specialskoler, ungdomsskole og musikskoles budgetter
- Budgetarbejdet, herunder udarbejdelse af forslag og implementering
- Regnskabsafslutning i forbindelse med årsskiftet
- Understøttelse af skoleafdelingens ledelse i økonomistyring
- Sparring med skolerne omkring økonomistyring
- Adressering af løbende henvendelser i forhold til økonomien på skoleområdet
- Deltagelse i forskellige tværfaglige arbejdsgrupper på økonomiområdet
Der kommer løbende nye opgaver, og du skal være indstillet på at arbejde med både de mange daglige driftsopgaver og de mere strategiske opgaver på økonomiområdet. Driftsopgaverne er styret af et årshjul, så det er vigtigt, at du trives i at arbejde med gentagende processer og opgaver.
Om dig
Du besidder en stærk økonomisk faglighed og formår at undre dig og bringe dine kompetencer i spil, ligesom du tager dit ansvar alvorligt, både som kollega og som medarbejder. Herudover forventer vi, at du:
- Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som f.eks. Cand. Merc., Cand. Oecon. eller lignende akademisk uddannelse
- Har erfaring med økonomistyring fra en større organisation, gerne det kommunale område
- Har solid erfaring med brug af økonomisystemer
- Er en kompetent og rutineret bruger af IT-redskaber, herunder Excel
- Har gode kommunikationsevner og formår at formidle økonomi til ikke-økonomer - også på skrift
- Er serviceminded og hjælpsom
- Arbejder struktureret og er god til at skabe overblik
- Trives med at arbejde på et område med høj kompleksitet
- Kan arbejde selvstændigt og har lyst til at arbejde med deadlines, der til tider kan være korte
- Har gode relationskompetencer og let ved at samarbejde med en stor kontaktflade
- Trives i en hverdag med mange forskellige opgaver
- Har let til smil og lyst til at være en del af et team der hjælper hinanden
Vi tilbyder
Hos os vil du få en spændende stilling med mangeartede opgaver, som byder på gode udviklingsmuligheder. Vi arbejder i teams, hvilket betyder, at vi vægter kollegial sparring højt. Du bliver en del af en gruppe engagerede og dygtige medarbejdere og en arbejdsplads, hvor man tydeligt mærker, at det, vi laver, betyder noget.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Leder af Økonomi og Planlægning Jonatan Færing på 40 41 34 94 eller e-mail rubenwilliamsonmichelle60jonf@cantu.dkcampbell.dkodense.dkhamilton.dk.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 5. november 2025. Vi forventer at afholde samtaler fredag den 14. november 2025. Tiltrædelse ønskes hurtigst muligt.