Studentermedhjælper i Velfærdsinnovation - Københavns Kommune
Er du selvstændig, nysgerrig på teknologi og dygtig til data? Så er det dig, vi mangler i Afdeling for Velfærdsinnovation.
I Afdeling for Velfærdsinnovation har vi ansvar for at udvikle, teste og implementere nye løsninger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Vi arbejder med innovation på et område, hvor der både er store politiske ambitioner og store udfordringer i form af et stigende antal ældre og mangel på arbejdskraft.
Vi tager altid udgangspunkt i den hverdag hos borgere og medarbejdere, som nye løsninger skal leve i. Vi kvalificerer, udfordrer og vurderer vores indsatser med data og prøver altid nye løsninger småt af, før vi implementerer dem i stor skala. Vi har blik for både mennesker og økonomi, når vi udvikler.
Om stillingen
Vi søger en studentermedhjælper, der primært skal arbejde med velfærdsteknologi, men som også vil skulle bidrage i andre opgaver i afdelingen.
Du skal bl.a.
- foretage markedsafdækninger for at finde velfærdsteknologier, der kan løse et givent problem. Der benyttes en fast systematik, der indebærer desk research, kontakt til samarbejdspartnere osv.
- lave mindre test af teknologier i samarbejde med borgere og medarbejdere med henblik på at vurdere teknologiernes brugervenlighed, funktionalitet mv.
- lave interviews, trække og behandle data, skrive afrapporteringer mv.
- hjælpe til ved og evt. facilitere workshops, møder og andre aktiviteter
Om dig
Vi forestiller os, at du
- er godt i gang med en akademisk uddannelse, fx indenfor samfundsvidenskab eller sundhedsvidenskab
- arbejder selvstændigt og har styr på dine deadlines
- er dygtig til at arbejde med data
- har lyst til at løse mange forskellige opgaver i samarbejde med forskellige kolleger
- er nysgerrig på ny teknologi og sundheds- og ældreområdet
Vi tilbyder
Du bliver ansat i Afdeling for Velfærdsinnovation, som er en del af Center for Ældreliv og Innovation, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune. Vi arbejder i Telehuset på Borups Allé 41, 2200 København N. Vores udsigt er fremragende, og kaffen er drikkelig.
Du vil få dygtige og engagerede kolleger med forskellige – typisk akademiske – baggrunde. Der er 15 medarbejdere i afdelingen, som er kendetegnet ved en uformel tone og et godt sammenhold. Du er den eneste studentermedhjælper i afdelingen, men der er andre studentermedhjælpere på arbejdspladsen.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden er 15 timer om ugen, typisk fordelt på to arbejdsdage. Du har indflydelse på, hvilke dage du arbejder, og vi tager hensyn til dine studiemæssige forpligtelser.
Stillingen er til besættelse senest den 1. november 2025, men gerne allerede den 15. oktober 2025.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Monica Andersen på 51 80 52 54.
Når du søger stillingen, bedes du vedhæfte ansøgning, CV og karakterudskrift.
Søg via linket senest onsdag den 10. september 2025
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler fredag d. 19. september 2025.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.