Teamkoordinator i IT-drift - Styrelsen for It og Læring
Har du en stærk it-teknisk baggrund, erfaring med operationel it-drift og kan du drive og styre processer? Så er der lige nu mulighed for at være med til at udvikle og styrke driften af vigtige applikationer i et driftsteam i Styrelsen for It og Læring i København.
Vi søger en ambitiøs teamkoordinator med erfaring fra drift af infrastruktur og applikationer, til et driftsteam i Center for Drift, Infrastruktur og Operationel Sikkerhed. Som led i en styrkelse af driften skal du bidrage til, at teamet bliver endnu bedre til at varetage driftsopgaverne for en lang række applikationer.
Vi søger en person, som motiveres og inspireres af at arbejde med en professionel og proaktiv drift, der tager ejerskab for sine ansvarsområder og vil kunne styre teamets opgaver med sikker hånd.
Arbejdsopgaver
Dine opgaver er, at:
- Prioritere og styre opgaveløsningen i teamet, sådan at STIL kan understøtte applikationslaget gennem en optimeret, skalerbar og sikker drift
- Medvirke til idriftsættelse, drift og overvågning af nye og eksisterende løsninger og sikre, at relevante sikkerhedsstandarder overholdes
- Bidrage til udvikling og implementering af forbedrede driftsprocesser
- Samarbejde internt i centeret og med styrelsens produktteams om at finde de bedste tekniske løsninger
Den profil, vi søger
Vi søger en teknisk stærk profil, der har god og solid teknologiforståelse inden for Open Source. Måske har du en baggrund som datatekniker, it-teknolog eller softwareudvikler, men vi er også åbne over for en anden faglig baggrund. Du vil skulle referere til centerets ene kontorchef, som også varetager personaleansvaret for teamet.
Faglige kvalifikationer:
- Du kan dokumentere erfaring med drift af Open Source-produkter
- Du kan dokumentere erfaring med drift af PostgreSQL, Patroni, Jboss, Tomcat, Ansible, AWX Tower og gerne også container-teknologi
- Du har erfaring med flere tekniske områder
Du passer godt ind, hvis:
- Du er omhyggelig, systematisk og løsningsorienteret i dit arbejde
- Du har erfaring med faglig ledelse – eller du har lyst til at tage næste skridt og prøve dig selv af som teamkoordinator
Stillingen kræver i perioder fleksibilitet i opgaveløsningen af hensyn til servicevinduer og beredskab. Disse perioder kan dog næsten altid forudses og planlægges i god tid.
Vi tilbyder et alsidigt, selvstændigt og udfordrende job i en organisation, som lægger stor vægt på god ledelse, høj trivsel og faglighed. Du bliver en del af et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede medarbejdere og lederkolleger. Centeret er forholdsvis nyetableret, og der er mulighed for at bidrage til styrkelse af teamets arbejdsformer og -metoder.
Velkommen til Center for Drift, Infrastruktur og Operationel Sikkerhed
Teamet er placeret i Center for Drift, Infrastruktur og Operationel Sikkerhed, der arbejder med at sikre sikker og stabil drift af Børne- og Undervisningsministeriets mange it-systemer. I centeret er vi samlet cirka 55 personer. Centeret har medarbejdere i København og Aarhus. Dit arbejdssted er i København, hvor teamet også har til huse.
Centeret har ansvaret for hele applikations- og infrastrukturstakken, hvor operativsystemer og middleware i stor udstrækning er baseret på Open Source. Der arbejdes primært med teknologier såsom Linux med .Net/Tomcat/JBoss sammen med PostgreSQL databaser, og i mindre omfang med Windows- og Oracle-løsninger
Vi arbejder professionelt og struktureret med driften af it-systemerne. ITIL, automatisering, DevOps, virtualiseringsplatforme og containerteknologi er blot nogle af de spændende arbejdsmetoder og teknologier, vi beskæftiger os med.
Løn og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat efter relevant overenskomstaftale i staten. Der vil kunne forhandles tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.
Stillingen ønskes besat senest den 1. december 2025 eller efter aftale. Styrelsen for It og Læring er på det tidspunkt flyttet til adressen Kalvebod Brygge 47. Der er gode transportmuligheder til og fra hovedbanegården.
Sådan søger du
Send din ansøgning, cv og eksamensbevis via linket i annoncen senest den 5. oktober 2025. Vi forventer at holde første samtalerunde den 9. oktober og anden samtalerunde den 20. oktober 2025. Der kan indgå en case i ansættelsesforløbet.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Kenneth Rasmussen, orrdavidsmithbrookeshahkendrakenneth.rasmussen@stil.dkperez-williams.dkjones.dk / +45 30 35 65 09. Send gerne SMS, så ringes du op hurtigst muligt. Læs mere omkring, hvordan det er at være ansat og mød en medarbejder her.
Vi glæder os til at møde dig.