Tværgående Produktionsleder - Region Hovedstadens Apotek
Vil du stå i spidsen for en kompleks lægemiddelproduktion – og være med til at bygge fremtidens Apotek?
Region Hovedstadens Apotek producerer livsvigtig medicin til patienter i hele hovedstadsområdet, til de øvrige regioner og til Grønland og Færøerne. Vi står i en afgørende transformationsfase: Vi skal sikre stabil drift, opbygge moderne produktionssystemer – og udvikle os til nationalt produktionssite for sterile lægemidler. Derfor har vi brug for en stærk og samlende produktionsleder, som kan holde overblik, optimere vores produktion og skabe retning – og samtidig engagere mennesker i den vigtige fælles opgave.
En nøglerolle i en organisation og et sundhedsvæsen i bevægelse
Som vores nye tværgående produktionsleder for vores Sterile Serie Produktion får du ansvar for den samlede daglige drift på tværs af fire nøgleområder: Infusionsvæsker, injektionsvæsker, driftssupport og teknisk support. Du får direkte personaleansvar for fire afdelingsledere og indirekte ansvar for ca. 55 medarbejdere. Som tværgående produktionsleder skal du være klar til at træde ind i en legacy-produktion, hvor faciliteter og udstyr er af ældre dato, og vi derfor arbejder for at sikre en stabil produktion via systematisk tilgang på hændelser og løbende forbedringer. Der er forsat behov for klare standarder, synlig opfølgning og et stærkt ledelsesgreb, hvis vi skal holde driften stabil, øge produktiviteten og samtidig klargøre os til fremtiden.
Du får reference til enhedschef Karina Krüger, der varetager det strategiske og politiske spor. Dit ansvar bliver at få driften til at fungere, her og nu – og operationalisere den strategiske retning i driften. Det kræver, at du både er god til at sætte retning, systematisk og udviklingsorienteret – og kan motivere og skabe følgeskab blandt ledere og medarbejdere til at afprøve nyt og gøre tingene lidt bedre hver dag.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Sikre stabil og patientsikker drift – i en legacy-produktion samtidig med, at der køres optimeringsprojekter.
- Skabe struktur og flow på tværs – og binde produktion, support og kvalitet sammen.
- Udvikle ledelseskraft og kultur – så der er tydelig retning, stærkt samarbejde og løbende forbedringer.
- Implementere og drive systemer og standarder – med afsæt i LEAN, TWI og målstyring.
- Være en tæt sparringspartner for enhedschefen – og sikre omsætning af strategi til daglig praksis.
“Jeg fokuserer i stigende grad på strategi, politik og den regionale og nationale dagsorden. Det betyder, at vi har brug for en tværgående produktionsleder, der kan tage ledelsesgrebet og operationelt sikre fremdrift og målopfyldelse i driften – og sikre, at vi performer, lærer og forbedrer os hver dag, også når rammerne er svære,” fortæller Karina Krüger, enhedschef og din kommende chef.
Din profil
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med produktionsledelse i GMP-regulerede miljøer – gerne som leder af ledere.
- Har stærke kompetencer inden for drift, systematik, forbedringsledelse og struktur.
- Har en relevant teknisk, farmaceutisk eller sundhedsfaglig baggrund.
- Er tydelig, tillidsvækkende og engagerende – og god til at skabe følgeskab og ejerskab.
- Trives i en kompleks virkelighed, hvor drift og udvikling går hånd i hånd.
Hvad møder du hos os?
Du træder ind i en arbejdsplads præget af dygtige og dedikerede medarbejdere, en stærk vilje til at lykkes – og en tydelig erkendelse af, at der skal bygges noget nyt oven på det, der har været. Kulturen er åben, faglig og relationel. Der er plads til forskellighed, og der er brug for en leder, der både kan lytte og lede.
“Vi har brug for en produktionsleder, der kan hjælpe os med at samle trådene – og som tør gå forrest, når vi skal ændre vaner og finde nye veje. Der er meget energi og faglig stolthed i vores organisationen – men vi har, grundet vores opskalering, brug for struktur, fælles spilleregler og én, der vil kulturen og fællesskabet,” fortæller Anita Hartmann Poulsen, afdelingsleder og en af dine kommende mellemledere.
Hvad får du ud af det?
- En vigtig rolle i en organisation, der skal levere driftssikkerhed nu og transformation frem mod 2030.
- Muligheden for at bygge og udvikle en moderne produktionsorganisation, hvor både faglighed og mennesker trives.
- Et stærkt og udviklingsorienteret ledelsesteam og en arbejdsplads med mening og samfundsrelevans.
- Og har du erfaring fra sundhedsvæsenet og kender sygehusapotekernes rolle er det naturligvis et plus.
Yderligere oplysninger
Så vil vi rigtig gerne høre fra dig: Ring eller SMS til Bjarke Müller, rekrutteringskonsulent, på +45 91 35 69 01 og Karina Krüger, ansættende chef, på +45 51 33 21 93.
Du kan også læse mere om stillingen i vores baggrundsnotat.
Ansøgningsprocedure
Ansøgningsfristen er den 31. august 2025, og du søger via vores online rekrutteringssystem. Vi holder jobsamtaler d. 5. september og 25. september samt benytter tests i udvælgelsesprocessen.
Om Region Hovedstadens Apotek
Region Hovedstadens Apotek er et offentligt sygehusapotek med ansvar for produktion, distribution og kvalitetssikring af lægemidler til hospitalerne i Region Hovedstaden, til de øvrige regioner samt til Grønland og Færøerne. Apoteket producerer både sterile og ikke-sterile lægemidler – herunder cytostatika, antibiotika og magistrale præparater – og håndterer årligt mere end 100.000 recepter.
Den sterile serieproduktion er et højt prioriteret område, hvor der fremstilles ca. 150 forskellige varenumre på fem fyldelinjer. Produkterne omfatter injektions- og infusionsvæsker, som fx anvendes til smertelindring, anæstesi og stabilisering med elektrolytter i forbindelse med operationer. Omkring 20 % af apotekets samlede salg og leverancer udgøres af egenproducerede lægemidler.
Produktionen foregår under strenge kvalitetskrav, og apoteket har desuden ansvar for forsyningssikkerhed, rådgivning og lagerstyring for regionen. Med ca. 700 medarbejdere dækker apoteket hele værdikæden fra produktion til patient – og arbejder tæt sammen med kliniske afdelinger, kvalitetsenheder og nationale samarbejdspartnere.
Apoteket står midt i en strategisk udvikling, hvor visionen bl.a. er at blive nationalt produktionssite for sterile lægemidler frem mod 2030. Kulturen er præget af høj faglighed, ordentlighed, samarbejde og udviklingslyst – og målet er klart: At skabe størst mulig værdi for patienter og samfund.