Trivsels- og organisationskonsulent til HR i Nordfyns Kommune
Trivsel er ikke noget, vi arbejder med, når der er tid til overs. Det er noget, vi arbejder med – også når hverdagen er travl, kompleks og fuld af hensyn. Ofte er det netop dér, det betyder mest.
I HR i Nordfyns Kommune arbejder vi med trivsel tæt på hverdagen. I samtaler, supervision og undervisning – og i dialogen med ledere og medarbejdere om de valg, der træffes i organisationen. Det kræver faglighed, mod og indimellem en god portion humor.
Derfor søger vi en trivsels- og organisationskonsulent, der har lyst til at stå midt i feltet mellem mennesker, ledelse og organisation og blive en del af et HR-team, hvor vi tager opgaven alvorligt og passer på fællesskabet.
Din hverdag
Din hverdag bliver varieret, og det er helt bevidst.
En stor del af din tid er tæt på mennesker. Du sidder i samtaler, giver supervision og underviser ledere og medarbejdere i trivsel, arbejdsmiljø og arbejdsliv. Andre dage arbejder du med data og analyser, som hjælper med at skabe overblik, prioritering og ledelsesdialog. Fælles for opgaverne er ét formål: at styrke trivsel, arbejdsmiljø og organisatorisk bæredygtighed.
Du kommer blandt andet til at:
- gennemføre trivselssamtaler samt supervision
- planlægge og gennemføre undervisning og dialogforløb
- arbejde med trivsel og sygefravær på individ-, team- og organisationsniveau
- omsætte trivsels- og fraværsdata til viden, der kan bruges i praksis
- spille en central rolle i det strategiske sygefraværsarbejde
Du arbejder tæt sammen med HR-kolleger, arbejdsmiljøfunktionen, ledere og MED-organisationen – med fokus på løsninger, der også virker i hverdagen.
Hvad får du hos os?
Du bliver en del af en HR-afdeling med 10 kolleger i alderen 25–60 år. Vi spiller hinanden gode, deler viden og tager ansvar for opgaven sammen. Vi arbejder seriøst – og vi griner også en del sammen undervejs. For de bedste løsninger opstår sjældent i et helt stille lokale.
Og vi mener det faktisk. Her er et citat fra to af dine kommende kollegaer:
”HR er et trygt sted at være med en afslappet tone og et tæt fællesskab. Her er der plads til både humor og faglighed, og samarbejdet er præget af tillid. Vi har en nærværende og støttende ledelse i hverdagen.”
"Kulturen er åben, nysgerrig og præget af lyst til at gøre en forskel."
Du får stor frihed til selv at planlægge dine dage og opgaver, og vi har fokus på, at arbejdslivet skal være bæredygtigt – også når der er travlt.
Vi har en god pensionsordning, en sundhedsordning og en kantineordning, hvor Pernille laver lækker frokost til os hver dag.
Og så er der omgivelserne. Vi er selv ret vilde med naturen omkring Bogense. En tur til vandet i frokostpausen eller en gåtur i løbet af arbejdsdagen er helt normalt hos os. Og i øvrigt kan du parkere gratis lige ved døren.
Hvilken leder får du hos os?
Vi ved hvor vigtigt det er, at der på arbejdspladsen er fokus på god ledelse. I HR spiller vi hinanden gode - og det omfatter også ledelsen, hvor der er plads til feedback begge veje og altid et smil på læben.
Vil du se mere? Så hop ind på leder af HR, Sharajé Thomasens LinkedIn profil, hvor vi har lavet en lille video til dig: Sharajé Thomasen | LinkedIn.
Hvem er du?
Vi leder ikke efter en bestemt titel – vi leder efter den rigtige person.
Dig, som har erfaring med trivsel, arbejdsmiljø og/eller sygefravær, og som har en solid samtalefaglighed og forståelse for, hvad der er på spil, når mennesker står i forandring eller mistrivsel. Du trives i den nære dialog, i supervision og undervisning, og du kan skabe trygge rum, hvor der er plads til refleksion – også når samtalerne er svære.
Du forstår den organisatoriske kontekst og kan navigere i en politisk styret organisation. Du er bevidst om, hvordan viden fra samtaler, forløb og indsatser kan løftes fra det individuelle niveau til et organisatorisk niveau. Du har blik for mønstre og tendenser og kan bidrage til at skabe fælles læring, vidensdeling og retning på tværs af organisationen.
For dig hænger mennesker, mønstre og tal sammen – og du formår at omsætte analyser af fx sygefravær og arbejdsmiljø til meningsfuld handling i praksis.
Som kollega møder du andre med åbenhed og ordentlighed. Du er let at gå til, har let til latter og kan stå roligt i kompleksitet – også når der ikke findes én rigtig løsning.
Praktisk
- Stillingen er på 37 timer om ugen
- Løn og ansættelse efter gældende overenskomst
- Straffeattest skal indhentes, før ansættelse kan finde sted
- Arbejdssted: Rådhuset i Bogense, Østergade 23, 5400 Bogense
- Ansøgningsfrist: 1. marts 2026
- og 2. samtaler afholdes: 6. marts og 9. marts 2026
- Tiltrædelse: 1. maj 2026 eller hurtigst muligt
- Gyldigt kørekort er en forudsætning. Ved brug af egen bil betales iht. SKAT´s takster.
Om HR og Nordfyns Kommune
I Nordfyns Kommune har vi et stærkt fællesskab og en fælles ambition om at gøre en forskel.
HR i Nordfyns Kommune er en del af stabsfunktionen Strategi og Politik. Vi arbejder ud fra et fælles værdimæssigt afsæt, hvor ordentlighed, tillid, åbenhed og et stærkt sammenhold er grundlaget for vores samarbejde – både internt i HR og på tværs af organisationen.
Vores arbejde tager afsæt i Nordfyns Kommunes medarbejdergrundlag. Det betyder blandt andet, at vi arbejder:
- sammen om ny velfærd
- med fagligt stærke og kvalificerede medarbejdere
- sammen om digital udvikling
- med fokus på tillid og tryghed i hverdagen
Det er ikke bare ord. 92 % af vores medarbejdere er glade for at arbejde i Nordfyns Kommune, og 78 % er stolte af deres arbejdsplads. De peger især på meningsfulde opgaver, gode kollegaer, tillid, fleksibilitet, god ledelse og mulighed for udvikling og indflydelse som grunde til, at de trives.
Du kan læse mere om, hvad vi mener kendetegner en attraktiv arbejdsplads, og om vores arbejde for en bæredygtig fremtid på: En attraktiv arbejdsplads - Nordfyns Kommune
Har du spørgsmål, eller har du bare brug for at mærke efter, om det her kunne være noget for dig, er du meget velkommen til at kontakte leder af HR, Sharajé Thomasen på 20 34 28 96.
Jobbet er placeret i Nordfyns kommune, Region Syddanmark. Se flere hr-konsulent jobs i Nordfyns eller Region Syddanmark.
Oprettet 28 januar og udløber 1 marts. Kilde: Jobnet
Kontakt: Sharaje Thomasen +4520342896
Lignende jobs
GRUPPEKOORDINATOR TIL HELHEDSPLEJEN i Nordfyns Kommune
Arbejdsmiljøkonsulent til 2‑års projekt på Entreprenørgården i Aarup
Er du vores nye byplanlægger i Nordfyns Kommune?
HR-jurist – vær til at forme fremtidens digitale sundhed i Danmark
Driftschef til Carelink Pleje Fyn