Beslutningsstærk afdelingsleder til Integrationsområdet (tidsbegrænset – 1 år)
Grundet den store tilstrømning af primært ukrainske flygtninge til Aarhus, udvides Integrationsområdet med en afdelingsleder, som skal have ansvaret for afdelingen for Bolig/Modtagelse
Om jobbet:
Du skal stå i spidsen for en afdeling, hvis primære opgave er at modtage og boligplacere alle nyankomne flygtninge samt løbende understøtte den beskæftigelsesrettede integrationsindsats i samarbejde med Job- og Virksomhedskonsulenter samt øvrige samarbejdspartnere i og uden for Aarhus Kommune. Dine medarbejdere (Integrationsmedarbejdere) arbejder meget ude af huset og med en mangfoldighed af opgaver og ansvarsområder. Der leveres en indsats til flygtninge med både få og flere udfordringer, men altid med et tværfagligt fokus og med borgernes egne handlemuligheder for øje. Ud over Integrationsmedarbejdere består afdelingen af fire bolig- og aktivitetsvejledere, som primært arbejder i selve indkvarteringsområderne for at skabe trivsel og bygge bro til fritids-, forenings- og civilsamfundstilbud.
Det daglige arbejde i afdelingen er præget af mangeartede opgaver af forskellig kompleksitetsgrad, hvor medarbejderne skal foretage vurderinger på stående fod og agere i ofte følsomme situationer. Opgaverne har overlap til både mentoropgaver, mestringsindsatser, familiearbejde og øvrige socialfaglige discipliner. Du skal derfor være i stand til at skabe overblik, inddrage perspektiver og træffe beslutninger ud fra bedst tilgængelige viden og have evner i at facilitere et mangfoldigt team bestående af medarbejdere med forskellige faglige baggrunde.
Som afdelingsleder i Center for Job, Virksomhedsservice og Integration skal du blandt andet:
Fag- og personaleledelse - Fagligt, som ledelsesmæssigt facilitere og inspirere til afdelingens bidrage til den fælles kerneopgave
Forandring og udvikling - Bidrage til den fremadrettede udvikling af indsatser og drift af organisationen i samspil med ledergruppen, herunder bidrage med kollegial sparring til dine lederkolleger
Kommunikation og samarbejdsevner - Formidle rammer og retning igennem klar kommunikation og handling
Social Kapital og samarbejde- Sikre et fokus på samarbejdskultur, involvering og ejerskab i afdelingen - herunder vedligeholdelsen af social kapital
Resultatfokus - Kunne omsætte centrets og afdelingens strategier til handling og indsats, med fokus på effekter og resultater
Bolig/modtagelsesafdelingen arbejder tæt sammen med medarbejdere fra de 2 øvrige integrationsafdelinger, der har følgende ansvarsområder:
- Afdeling 1 består af Jobkonsulenter, der har det overordnede koordinerende ansvar for den beskæftigelsesrettede integrationsindsats for alle ledige ydelsesmodtagere i Introduktions- eller Selvforsørgelses- og hjemrejseprogram
- Afdeling 2 består af Virksomhedskonsulenter, der varetager den virksomhedsrettede indsats samt et Danskteam med Jobkonsulenter, der varetager opfølgning på selvforsørgende i program og henvisning af øvrige voksne udlændinge til danskuddannelse
Din profil:
Vi forventer, at du:
- Har erfaring med faglig ledelse og/eller personaleledelse
- Har en relevant uddannelse, gerne suppleret med en lederuddannelse. Har du ikke en lederuddannelse, skal du være indstillet på at deltage i Aarhus Kommunes fælles lederuddannelse på diplomniveau
- Har erfaring med Integrations- og/eller beskæftigelsesområde
- Er tydelig i din kommunikation, synlig som leder og evner at facilitere fagligt sammensatte teams
- Er god til at inspirere og inddrage dine medarbejdere, og formår at skabe følgeskab i både drift og udvikling
- Kan omsætte strategi til handling, og har fokus på at arbejde med målopfyldelse/effekter
- Er robust, og evner at skabe struktur og rammer for både dig selv og dine medarbejdere i en travl hverdag.
- Trives med at arbejde med måltal; altid med fokus på data og vidensinformeret praksis
- Forstår at gebærde dig i en politisk styret organisation
Som afdelingsleder i Center for Job, Virksomhedsservice og Integration er du en nøgleperson, hvor troværdighed, respekt og engagement er de grundlæggende værdier over for de mennesker, vi møder - både eksternt og internt. Vi forventer derfor, at du vil praktisere en samarbejdende, involverende og ikke mindst tillidsskabende ledelsesstil, hvor følgeskab er et helt centralt element i din funktion.
Derfor skal du vælge os:
Vi tilbyder et spændende lederjob med en høj grad af selvstændigt ansvar, løbende ledelsesmæssig sparring, inddragelse i beslutningsprocesser og ikke mindst dygtige og engagerede medarbejdere og lederkolleger inden for et fagområde i rivende udvikling med stort politisk og ledelsesmæssigt fokus. Vores tilgang er ambitiøs, og vi har et klart mål om at være blandt landets førende kommuner ift. selvforsørgelse i målgrupperne. Du vil blive en del af en engageret ledergruppe, der rummer mange forskellige ressourcer og kompetencer – og gerne deler dem med hinanden.
Om centret:
Center for Job, Virksomhedsservice og Integration er en del af Job Aarhus og hører under driftsområdet Job og Virksomhedsservice i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Job Aarhus arbejder med et stærkt jobfokus, og vores målsætning er, at så mange aarhusianere som muligt opnår hel eller delvis selvforsørgelse gennem job og uddannelse. Det gør vi med målrettet formidling af jobs, samt via anvendelse af relevante værktøjer, hvad enten det drejer sig om opkvalificering, virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Vi tror på, at virkeligheden virker.
Center for Job, Virksomhedsservice og Integration varetager den beskæftigelsesrettede indsats for dele af de Jobparate Kontanthjælpsmodtagere over 30 år, den beskæftigelsesrettede indsats for integrationsborgere, herunder danskuddannelse og modtagelse af flygtninge samt Virksomhedsservice. Der er ca. 125 medarbejdere i centret. Området ledes af én centerchef med 5 afdelingsledere, hvoraf du vil blive den ene.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Centerchef Bine Jenshøj Elmose på telefon +4529204354.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: den 16. marts 2026
Vi forventer, at 1. samtale finder sted mandag d. 23. marts 2026, og 2. samtale torsdag d. 26. marts 2026.
Tiltrædelse: Senest d. 1. maj 2026 - gerne før.
Leder- og medarbejderroller
I vedlagte link finder du de fælles Leder- og medarbejderroller i Aarhus Kommune:
https://aarhus.dk/job/den-attraktive-arbejdsplads/
De fælles leder- og medarbejderroller giver et blik på de forventninger, der stilles til dig, når du som leder eller medarbejder i Aarhus Kommune skal løse den fælles kerneopgave. Ved at synliggøre de forventninger, der stilles – om du er leder eller medarbejder – håber vi på, at vi sammen kan fastholde et godt arbejdsmiljø, en attraktiv arbejdsplads og en kultur med troværdighed, respekt og engagement.
Om Sociale Forhold og Beskæftigelse
I Sociale Forhold og Beskæftigelse (MSB) er vi flere end 5.000 medarbejdere, som hvert år samarbejder med 80.000 børn, unge og voksne. Uanset om vi støtter med sociale- eller beskæftigelsesrettede indsatser, følger vi sammen den vision og mission, som vi kalder Fælles Formål. Vi fremmer Aarhusianernes handlekraft, så de kan skabe den tilværelse de ønsker - på trods af livets udfordringer. Det er vores eksistensberettigelse. Der er derfor, vi kan gå på arbejde hver dag med rank ryg og faglig stolthed.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
16-03-2026
Jobbet er placeret i Aarhus kommune, Region Midtjylland. Se flere afdelingsleder, offentlig jobs i Aarhus eller Region Midtjylland.
Oprettet 5 februar og udløber 16 marts. Kilde: Jobnet
Kontakt: Bine Jenshøj Elmose +4529204354
Lignende jobs
Afdelingsleder Arbejdskraft og Virksomhedsservice