Udviklingskonsulent - Teknik- og Miljøforvaltningen København
Teknik- og Miljøforvaltningen søger en udviklingskonsulent til at indgå i et stærkt, tværfagligt team, som har til hovedopgave at understøtte og lette gennemførslen af anlægsprojekter i forvaltningen og udvikle og effektivisere bygherreorganisationen indenfor de politiske rammer og prioriteter.
Stillingen er placeret i enheden Jura og Projektsupport i Teknik- og Miljøforvaltningen, som understøtter alle enhederne i afdelingen Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold (MKB). MKB anlægger kommunens anlægsprojekter, som omfatter alt ”mellem husene”, dvs. alt fra klimasikringsprojekter, veje og parker til broer og lokale gårdhaveprojekter. Vi omsætter for ca. 1 mia. kroner årligt.
Om os
Du vil blive en del af enheden Jura og Projektsupport. Enheden består af i alt 28 medarbejdere fordelt på to teams, som er bredt sammensat, hvilket skaber et stærkt fagligt miljø, hvor vi supplerer hinanden. Hvert team understøtter hele afdelingen på tværs inden for hvert deres fagområde, hvilket gør enheden fagligt interessant og mangefacetteret i de daglige arbejdsgange.
Team Projektsupport, som du vil blive en del af, understøtter med alt fra forretningsudvikling, bæredygtighed, porteføljestyring og implementering af digitale projektværktøjer til arbejdsmiljøarbejde i forbindelse med beredskab og særlige forhold i anlægsarbejdet. Team Jura, Udbud og Entreprise understøtter i udbudsret, entrepriseret, vejjura, ledningsret og kvalitetssikring af aktindsigter.
Vi deler alle glæden ved at arbejde i – og for – København, og vi synes (i al beskedenhed), at vi har den bedste arbejdsplads, hvor resultatet af ens arbejde kan ses og opleves som forbedringer i byen.
Hvad får du ansvar for?
Som udviklingskonsulent i MKB får du en særdeles afvekslende rolle, hvor du skiftevis skal holde overblikket og være nede i materien og skabe konkrete resultater og forandringer. Hovedmålet er at sikre en ensartet og effektiv projektgennemførsel af vores anlægsprojekter, og gøre det let og intuitivt for nye medarbejdere at træde ind i organisationen. Du vil også få en vigtig rolle i forhold til at være kommunikativ og dialogskabende.
Du bliver sparringspartner for hele MKB, hvor du skal være med til at servicere de projekt- og byggeledere (ca. 150 personer), som udfører vores mange projekter.
Du vil blandt andet skulle arbejde med følgende opgaver
- facilitere implementeringen af Fordelsmetoden (Choosing by advantages/CBA)
- udvikling og implementering af onboardingprogram
- understøtte MKB’s brug af systemet Dalux
- deltage i og planlægge dagsordener i interne netværksgrupper
- drifte den interne platform Bygherre Basis
- deltage i projektet ”Fra Anlæg til Drift og Drift til Anlæg”
- assistere teamets igangværende projekter, paradigmer, vejledninger, kommunikation
Din profil
Du er uddannet antropolog. Det er en fordel, at du har kendskab til en offentlig bygherreorganisation og har erfaring med brug af etnografiske metoder, forretningsudvikling via design af forbedrede processer, implementering og forandringsledelse.
Som person
- er du opsøgende og god til at skabe netværk både formelt og uformelt
- er du nysgerrig og interesseret i at tilegne dig ny viden
- er du god til få omsat intentioner og planer til konkrete handlinger
- er du ikke bange for at være nytænkende, men samtidig er respektfuld over for eksisterende normer og erfaringer
- har du gennemslagskraft og gode kommunikationsevner i skrift som i tale
- er du god til at sætte dig ind i og skabe sammenhæng mellem systemer og processer
- er du god til at facilitere processer og møder
Vi tilbyder dig
Vi tilbyder et job med et utal af spændende udfordringer i et fagligt stærkt arbejdsmiljø med stor arbejdsglæde, højt humør og god indbyrdes sparring, hvor vi sammen hjælper hinanden med at løfte opgaverne.
Vi har et godt fagligt arbejdsmiljø og en afslappet og uformel omgangstone – og afdelingen scorer højt i kommunens trivselsmålinger.
Vi er fysisk placeret på Islands Brygge 37, 2300 København S, tæt på metroen og endnu tættere på vandet, og med fingeren på det pulserende liv i København. Du har mulighed for at arbejde hjemmefra en til to dage om ugen.
I februar 2024 flyttede vi ind i nyrenoverede kontorer, og arbejdspladsen er fra denne dato også overgået til aktivitetsbaseret indretning. Det betyder, at vores fysiske arbejdsplads er inddelt i forskellige zoner (fx aktivzoner og fokuszoner), som i højere grad understøtter opgaveløsningen i løbet af en arbejdsdag. Det giver en mere fleksibel indretning, hvor man som medarbejder aktivt, vælger de omgivelser, der passer bedst til de opgaver, man skal løse i løbet af en dag. Du vil få et tilhørsforhold til en hjemmezone, hvor du og dine nærmeste kolleger deles om skrivebordene i stedet for at have personlige skriveborde.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønniveauet i stillingen vil være afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Hertil kommer pension.
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge inkl. frokostpause, men der vil også kunne blive tale om lettere nedsat tid. Stillingen er med tiltrædelse den 1. oktober 2025.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte enhedschef Sabine Bjørn på 20 20 45 30 eller awaltonCH24iwyatt@bates.dkevans-jones.dkkk.dk.
Søg via linket senest tirsdag den 2. september 2025
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 36 og 37.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.
Du kan læse mere om Teknik- og Miljøforvaltningen og Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold her: Teknik- og Miljøforvaltningen | Københavns Kommune.