etjob.dk
København kommune Afdelingsleder

Pædagogisk Leder til Idrætsbørnehuset Jorn i Ørestad

Er du den leder, som kan skabe nærværende faglig ledelse og høj trivsel blandt både medarbejdere og børn?

Hos os får du en ledermakker, og sammen skal I arbejde for en fortsat høj kvalitet og det fortsat gode arbejdsmiljø i Idrætsbørnehuset Jorn.

I Idrætsbørnehuset Jorn søger vi lige nu dig (jer), som skal være vores pædagogiske leder(e) på fuldtid. Du kommer derfor ikke til at stå alene med ledelsesopgaven. Du og din ledermakker skal sammen og hver for sig bidrage til at løse den samlede ledelsesopgave. I bliver hinandens nærmeste lederkollega med mulighed for kontinuerlig sparring og support i løsning af opgaverne i Jorn.

Hos os bliver faglig ledelse og personaleledelse dine primære opgaver og der, hvor du får mulighed for at lægge det meste af din tid. Vores medarbejdere er dygtige og efterspørger pædagogisk ledelse og sparring tæt på den faglige praksis.

Et væsentligt fokus vil være sammen med det pædagogiske personale og din ledermakker at videreudvikle og fastholde den pædagogiske idrætsprofil, der er arbejdet med siden institutionen blev etableret. Aktuelt betyder det, at vi arbejder med indretningen af de fysiske læringsmiljøer samt en mere detaljeret planlægning af den idrætspædagogiske praksis.

Jorns børn, som kulturelt er bredt sammensat, kalder på en forståelse for, hvordan der arbejdes med pædagogik i et internationalt miljø. Et fokus som hele bydelens institutioner, skoler og KKFO’er er optagede af. Så det skal du selvfølgelig også være en del af.

Derudover leder vi efter dig, som vil arbejde systematisk med personaletrivslen ved at sætte processer i gang, følge op og generelt holde fokus på området – særligt når det går godt. Vi er et mix af nye og gamle medarbejdere, hvorfor en af dine opgaver vil være at arbejde med den fælles Jornkultur og -identitet.

Vores ønsker til dig
Du er en erfaren leder, og vi ser meget gerne, du har erfaring med ledelse af større institutioner. Det vigtigste er dog, at du har et solidt fagligt og ledelsesmæssigt ståsted, er handlekraftig og ved, hvad god pædagogisk ledelse er, så du kan sparre med personalet om faglige emner og træffe ledelsesbeslutninger baseret på faglighed og professionalisme.

Vi er en idrætsinstitution, og pædagogisk idræt er vores kerne og fylder meget i vores hverdag med børnene. Du behøver ikke have erfaring med pædagogisk idræt, men du skal have en viden om det og en lyst til at arbejde med det. Vi har to koordinatorer for pædagogik, som du skal sparre med, særligt i forhold til den pædagogiske idræt.

Det er vigtigt for os, at du er en god kommunikatør, som kan være inddragende og skabe et godt samarbejde til både personale og forældre. Du skal kunne træffe beslutninger, også selvom du ved, det kortvarigt skaber modstand, og du skal kunne begrunde beslutningerne fagligt. Det kræver, at du er anerkendende og kan håndtere det på en imødekommende måde, hvis der er uenighed i de forskellige samarbejder, så alle føler sig betryggede i, at vi altid gør det, som er bedst for børnene.

Du bliver en del af et ledelsesteam
I stillingen hos os får du en rigtig god mulighed for at arbejde med pædagogisk ledelse i tæt samarbejde med din ledermakker. Det betyder, at du i dagligdagen har en at sparre og løfte opgaven sammen med, og det betyder selvfølgelig også, at du sammen med din makker kan tænke store tanker og have drømme for den pædagogiske praksis i Jorn.

Du bliver ikke bare en del af Idrætsbørnehuset Jorn, men også en del af A Klynge I i Ørestad, som består af i alt syv institutioner. I vores ledelsesteam er vi 14 ledere, hvoraf to også løser tværgående opgaver og arbejder med projekter og understøttelse på tværs af klyngen.

Ledelsesteamet fungerer som et fagligt fællesskab, hvor vi sparrer, drøfter og beslutter pædagogik og ledelse med hinanden, og hvor vi har et godt og tæt samarbejde om at skabe en god og udviklende hverdag for alle klyngens børn.

Vi har stort fokus på modtagelse af nye ledere, så du får den bedst mulige start her hos os. Du får en sparringspartner (udover din ledermakker) fra ledelsesteamet i klyngen, som hjælper dig godt i gang med dine nye opgaver og sørger for, at du får et indgående kendskab til både Jorn og resten af klyngens institutioner. Derudover vil du have løbende samtaler med vores klyngeledere, så du kommer godt fra start og får den sparring og opbakning, du har behov for.

Om Idrætsbørnehuset Jorn
Vi er en nyere integreret institution, som slog dørene op i 2017. Vi har fem vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper, som er sammensat i teams bestående af en vuggestuegruppe og en børnehavegruppe. Det giver et rigtig godt samarbejde på tværs af børnenes aldre, og det kvalificerer overgangsarbejdet.

Vi bor i Ørestad i et nyt hus (2022) på Asger Jorns Alle, som ligger få hundrede meter fra Metrostation og med naturskønne Kalvebod Fælled i vores baghave.

Du kan læse meget mere om Jorn og vores arbejde med pædagogisk idræt på vores hjemmeside.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingerne besat den 1. januar 2026 eller snarest herefter.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller har lyst til at komme på besøg og se vores hus, er du meget velkommen til at kontakte, klyngeleder Heidi Kragskov Bruun på mobil 24 94 75 39 eller mail melissawalterwalkerwilliamchungmichaelb366@kk.dkmedina.dksullivan-murphy.dk.

Vi glæder os meget til at høre fra dig.

Søg via linket senest onsdag den 19. november 2025
Vi forventer første samtale mandag den 24. november og anden samtale onsdag den 26. november i tidsrummet kl. 16.00-21.00.